Det, der driver mig i fotografiet er at kommunikere skabelsen af et billede. Gengive hvert enkelt maleris unikke natur. Uafhængigt af forestillinger om og formidling af objekter kendt fra hverdagslivet. Maleriet lever sit eget liv. Har sin egen personlighed. På samme måde som man kan sige om en stol, en blomst, et landskab, et portræt. Jeg er bare ikke interesseret i de ting, men i maleriet som sin egen ”ting”.
Benzinen i mine fotografier er følelser og stemninger
Benzinen i mine fotografier er følelser og stemninger og de kampe, jeg har i processen. Det er ligesom at være forælder til et barn. Jeg er med det, mens det vokser op og formes. Når det er glad og livligt. Når det er surt og dystert. Ved hjælp af materialer, metoder og i den dialog, vi har med hinanden vokser det sig klar til at forlade reden.
Den største frihed finder jeg i at fotografere i store formater. Jeg er lidt udfordret, fordi jeg ikke har så stort et værksted. Men når fotografiet kommer op i stor format svarer det næsten til at stå ansigt til ansigt med en person. Vi taler så at sige mere i øjenhøjde. Kommunikationen bliver lettere. Små formater er udfordrende, fordi jeg skal lægge flere bånd på mig selv. Og der har jeg altså udtjent min værnepligt.
Professionel fotograf fra Kolding
Frihed og opbrud
Frihed og opbrud med regler. Bryderier med den pæne pige. ”Nice person syndrom”. Fotografiet er et sted, hvor der ikke er nogen regler. Ingen bestemmer, hvad der er rigtigt eller forkert. Og jeg hader regler. Jeg har et evigt opgør med den pæne piges regler. Uden behov for at være en decideret bad person har jeg været pæn pige nok i mit liv.
Book en professionel bryllupsfotograf her
Allerede, når jeg begynder at navngive eller gengive genkendelige objekter fra livet ligger der en begrænsing. For mig. Jeg begrænser til en vis grad kommunikationen med fotografiet, fordi jeg har sat nogle definitioner. Jeg må holde mig åben. Helt åben. Og kan man det? Også et åbent spørgsmål, ikk´? Men jeg kan bestræbe mig. Gøre mig umage. Og det gør jeg.
På den måde er jeg visuel storyteller storyteller. Udover den historie som maleriet ender med at ville formidle som sin helt egen. Men jeg kender den ikke på forhånd. Når jeg en enkelt gang i mellem får den idé, at jeg vil gengive noget mere fortællende i et fotografi, altså et genkendeligt objekt fra hverdagslivet fx en blomst, et portræt, et hus, begynder jeg lynhurtigt at kede mig. Processen bliver uinteressant for mig. Og det skal den være. Interessant. Først og fremmest. For mig.
Se billeder lavet til samtaleterapeut
komplekst
Men frihedsbegrebet er jo komplekst. For hvor der er frihed i at bryde op med regler og kaste sig ud i noget, som ikke skal føre til noget bestemt er der jo også frihed i at vide præcis, hvor det er man skal hen. Ligesom der kan være stor ufrihed i både det ene og det andet.
Jeg elsker den der ”jeg véd ikke, hvor det her tager mig hen”-følelse. Og jeg må have rum for det uvisse. I maleriet og i mit liv. Ellers dør jeg langsomt af kedsomhed. Men selvfølgelig er det en udfordring. En kamp, angstfyldt, utrygt. Desto større er fryden jo så, når jeg overvinder kampen og maleriet begynder at tage form. At holde mig så åben er en on-going træning. Men malerierne ville ikke være der uden.
Læs mere her: